iidsejlingen til Ajaccio

 

Indsejlingen til Ajaccio

Efter 8½ times sejllads
når vi endelig Ajaccio på Korsika.
Vi ved jo fra første gang vi var her, at der er ligger nogle ordentlige "bakketoppe" foran os, som vi skal op over, men vi skal osse slappe, så vi kan komme i vandet og i det hele taget holde lidt ferie!
Vi havde planlagt at blive i Ajaccio et par dage, men efter den første nat, hvor vi lå på en overbelagt camping, og tilmed på den 11. hylde, to meter fra en storsnorkende franskmand, så havde vi fået nok. Vi havde mere end travlt med at komme videre til roligere egne af øen!

corsika

Det andet uheldige
var gearet på min cykel, som der havde været knas med tidligere på turen, men her gik det helt i kage. Det var ikke til at reparere, så jeg måtte vælge, om jeg ville køre i store eller i små gear, for begge slags kunne jeg ikke få!
Vi skal jo køre rigtig meget i bjerge de næste uger, så gearet bli'r sat til at køre på de store tandhjul på baghjulet, så kan jeg da komme op af bakkerne!
Det var helt smadret viser det sig, og hjemme hos cyklesmeden får jeg nyt gear sat på cyklen.

 

Vi kørte nordpå
mod Porto,

som vi når efter nogle dage
med et par uheld vi godt kunne være foruden.
Det første var en hvebs,
som kom ind under Flemmings cykeltrøje, og stak og stak. Uheldigvis på en nedkørsel af en rimelig stejl bjergside.
Så er vores cykler ikke sådan
lige at få stoppet.
Der blev hevet godt i bremserne,
og da farten var taget af, blev cyklen kastet ind til siden,
og trøjen blev flået af.
Kirsten så ikke noget,
hun kommer jo for det meste lidt senere, men da hun kom ned til mig, troede hun jeg var styrtet.
Det samme gjorde en billist,
som kørte forbi lige da det skete, så han kom lidt efter kom kørende tilbage, for at se om han skulle hjælpe, hvis der var sket noget.
Der var ikke sket andet end den skide vebs havde stukket flere gange og der gik tre-fire dage før smerterne var forsvundet.

Den lille hornugle
Endelig hørte vi den lille hornugle, endda to af dem underholdt os med deres duuuuten, og fuldmånen lyser ned over vores telt.
Det er en af de oplevelser vi ser frem til, hver eneste gang vi er på disse kanter.

Kystvejen til Porto
Vi erindrer meget stærkt den førte gang vi kom til Porto, det er en af de helt fantastiske kystveje vi har kørt på. Den snor sig rundt om forrevne klipper, stiger højere og højere op over vandet, og kommer tættere og tættere på kanten med lodrette skrænter, både ned mod Middelhavet og op mod bjergtoppene.
Det er gys, gys at køre på den slags veje, men vi drages!

  cykeltur uden bagage på den smukke kystvej omkring Porto
Col de Vergio 1477 meter.
Vi skal over passet for at komme til Corte, og vi snupper de første 32 kilometer til Evisa og camperer her i 1000 meters højde.
Det var en rigtig stor himmel vi lå under, vi er jo osse lidt nærmere stjernerne og månen, det var et syn for guderne, at stå der midt om natten
gris
Corte
Det tordnede og regnede igen i nat.
Vi havde jo ellers forestillet os en "turistdag" i Corte, iført korte bukser, bare tæer i sandalerne og solen strålende fra en blå himmel, sådan som den gjorde, da vi kom hertil i går eftermiddags.
Den holdt bare ikke, her er koldt, i nat har vi været klædt godt på i vores "Hellyer", cykeltrøje med lange ærmer, fleece trøjerne over mave og tæer, så kunne vi osse lige holde varmen!
Det med kulden har bredt sig, vejrudsigterne havde ellers spået noget helt andet, så osse turen op og se citadellet og det nye Korsikanske museum, gik kun godt fordi vi var pakket ind i fleecejakker, regnfrakker og 2 par sokker!
Vi travede rundt i byen med de mange trapper i timevis. Vi fik set det vi skulle, og blev meget klogere på Korsikas historie, efter besøget på deres nye museum, som var rigtig flot lavet, og fortalte Korsikanernes historie for første gang.
De halvvilde grise gik og gnaskede efter kastanjer og var vandt til den trafik der foregik på vejene rundt om dem. cyklisterne på colde vergio

citadellet i Corte

Porto Vecchio
I dag skal vi kun bade.
Vi får cyklerne i gang og vil køre en lille runde her ved Porto Vecchio, for at komme til de flotte strande. Det blev en runde, "der ville noget"!
En rigtig smuk tur rundt om næsset, og efter 16 kilometer direkte ned af en betonvej til stranden, hvor vi spiste frokost på en lækker restaurant oppe i sandet. Jetsettet spiste osse her! Det var med guldarmlænker, Gucchi solbriller og englændere, som bare bestilte løs af de lækre retter. Vi nøjedes ydmygt med en fin salat og frittere, og en enkelt øl - de andre havde kølige flasker hængene ved bordene.
Hvebsene overfaldt såvel rige som fattige, og de rige var virkelig i krig! Jeg kunne godt ha' tænkt mig at have haft min fluesmækker med, men selv uden fik jeg da klemt livet ud af 3 af dem!
Så var det ud i vandet. Vi var kommet til den skønneste bugt med herligt hvidt sand mange kilometer til begge sider. Palmerne var udskiftet med pinjer, men ellers så her meget eksotisk ud. Der var slet ingen af de enorme bølger vi indtil nu ellers har badet i, og vandet var fuldstændig klart og rent.

Bonifacio
Det er fortsat sommer om dagen!
Natten og morgenerne er til gengæld ved at blive for kolde for os. Efter sådan en nat og morgen sætter vi kursen mod Bonifacio, som vi når i løbet af et par timer. Vi finder igen en camping næsten inde i byen. Vi handler ind nede ved havnen, hvor vi står og kigger på den berømte borg, helt ude bag byen. Man kan sejle rundt om spidsen, det skal vi selvfølgelig prøve.
Det er rigtig sommervejr, lige til en sejltur på Middelhavet. Det trænger vi osse til, så det er det næste der sker i vores liv. Masser af små både sejler i pendulfart ud af havnen, ud til grotterne og en sejltur langs den vildt forrevne klippekyst, og helt fantastisk ligger den gamle bastion og byen Bonifacio højt oppe på klippen. Det er et særligt synsindtryk, som for evigt vil være printet ind på hjernecellerne. Det er et helt særligt panorama, og efter min mening noget af det flotteste vi har set på turen, og det må være helt særligt, sådan som det gør indtryk på os her efter 50 dage på farten.
Efter sejlturen var vi en runde oppe i byen og se nærmere på den. Det er en smuk by, selvfølgelig med mange turistforretninger, velholdte huse, der er afstemt i farverne efter klipperne de står på. Det ser smadder godt ud.
Ude på spidsen kan man se Sardinien helt tydeligt, den ligger ikke længere væk end Sverige gør for os danskere, men vi ta'r ikke derover denne gang, vi havde ellers så småt overvejet det

Sartene - Le Ruppione


Den ultimative bjergprøve!
Det var vores sidste længere køretur med bagage, nu skal vi slappe af et par dage ved vandet, så tæt på Ajaccio, at der højst er et par timers kørsel på torsdag, når vi ta'r ind til hovedbyen. Fra Ajaccio tager vi båden til Nice fredag formiddag.
Vi kunne se på vores kort, at det blev en tur op og ned af bakkerne hele vejen rundt om sydkysten, og sådan startede dagen da osse. Fra campingen til Propriano gik det ned af bakke, men så kom bakkerne op af! Den ene efter den anden.
Vi sagde farvel til hovedvejen efter 15 kilometer og tog den smukke strandvej de næste 10 af slagsen. Så blev det alvorlige bakker! Det gjorde nas, og vi holdt møde for at diskutere, om vi ikke hellere skulle skifte rute, og i stedet for disse evindelige op og ned ture, så ta' den direkte vej op over bjerget og lige ned til vandet på den anden side?
Vi kendte vejen fra toppen af bjerget, der havde vi kørt da vi var hernede for otte år siden, og vi huskede den som en af de uforglemmelige cykelture

Vores e-mail hjem om dagens strabadser siger helt tydeligt, hvor meget vi led.

I tirsdag bestod vi ellers den ultimative bjergprøve for cyklister med 30 kg. bagage! Men det var efter voldsomme kraftanstrengelser og på det yderste af neglene. Der blev trukket tænder ud på det smerteligste, og gud, hvor vi knoklede. Vi skulle "bare" over et col på 500 meter for at komme så tæt på Ajaccio, så vi ikke havde mere en et par timers kørsel den dag vi skulle ind til båden for at sejle til Nice.
Men du milde, den dag mødte vi godt nok nogle alvorlige udfordringer. Vejen snoede sig op af bjerget, som bjergveje nu skal, men den her havde saftige stigninger på aldrig under 5% og alt for mange på både 7 og 9%, og det er simpelthen smertefuldt at køre op af! Det gør meget ondt!
Vi har ikke et billede fra dagens tur, der var overhovedet ikke en af os der tænkte på at ta' bare et eneste billede af de flotte og barske makiklædte bjerglandskaber vi kørte gennem/over/lags med/ned af!
Heldigt det var en af de sidste dage på turen, hvor vi jo er i kanonform, ellers havde det vist været en god gåtur. nu kom vi op, og ned igen på den anden side, men fru Pedersen var helt færdig og krævede massage og indsmøring med de medbragte æteriske olier. Det fik hun, og så sov fruen!
Vi har aldrig været ude for noget lignende, det var "dræberbakker" hele dagen, og dagen står for os som den hårdeste vi nogensinde har været ude for, så slemt var det!!

Alting får en ende -
V vi slutter vores 2 måneders cykletur i Nice, hvor vi skal gense Chagalls 12 bibelske billeder, og sikke et gensyn!

Oh, hvilken fryd det var at stå der igen mellem de 12 billeder. Det er det jeg har glædet mig allermest til, helt fra vi begyndte at planlægge cykelturen.
Jeg skulle igen dvæle ved billederne, men først skulle de fotograferes! Så faldt roen over mig, og det var den samme følelse, som da vi så billederne første gang på vores lange cykeltur.
Hårene rejser sig, hjertet banker og øjnene er blanke. De billeder er helt enestående og gør noget ved cyklisterne!
Der er faktisk mere Chagall end de 12 bibelske billeder, men det havde jeg slet ikke øje for dengang, det var kun de 12 tavler, der havde optaget mig, og som fru Pedersen siger, "du ænsede ikke andet"! Det kunne jeg så rette op på og på den måde fik jeg både set de flotte glasmosaikker i koncertsalen, og den store mosaik på museets ydervægge. Det var svært at gå derfra.

 

 

Frankrig Korsika
3. etape
Rundtur på
Korsika